Friday, October 30, 2009

Efteråret kommer til Caribien

Vi kan ikke klage - det er stadig meget varmt hernede. Forskellen på nu og for et par måneder siden er, at der ofte kommer en ordentlig skylle i løbet af dagen. I dag hænger der fx en stor tung tordenbyge over øen - blæst og nogle kæmpe tordenskrald ind imellem. Vi mærker vejret meget mere her, fordi vi er så tæt på vand alle steder så når det lyner udover havet virker det som om, vi står lige ved siden af.

Som hidtil Hadi arbejder, drengene er i skole og jeg går lidt forvirret rundt om mig selv. Jeg har vist en slags skriveblokade - i hvert fald kan jeg ikke rigtigt få hul på eller komme videre med nogle af mine bogidéer - i det hele taget går det for mit vedkommende lidt langsommere end jeg normalt har temperament til. Jeg håber, der kommer gang i tingene snart - det er i virkeligheden mest op til mig selv - jeg har tiden til det lige nu.

Molly er kommer ned til os - og hun er ved at være tilpasset til de nye temperaturer og andre lugte. Vi var ret heldige eller rettere sagt Molly var. For turen herned gik over Atlanta, hvor der selvsamme dag, hun skulle videre til Cayman kom massive regnfald og oversvømmelser. Spørgsmålet er om, hun var kommet afsted bare dagen efter eller strandet i længere tid på en kennel i en trist amerikansk by. Det finder vi aldrig ud og det er for så vidt også ligegyldigt, nu hun er kommet frem. Leguaner er den store jagt hobby for hunden - hvilket kan være ret irriterende, da der er mange af dem og hun helst vil efter dem alle. Det bliver spændende at se om hun får en ny ven hjemme i Danmark, nu hvor forældrene ikke længere har hende.

Vi har haft en uge, hvor vi allesammen er trætte - måske fordi det er hverdag nu og der er mange lektier og praktiske gøremål, som skal ordnes. En ting vi er ret glade for er, at huset er ved at være afviklet. Det kommer til at betyde mere ro på i forhold til diverse ting omkring salg og udgifter. Det glæder vi os til.

Vi er ret imponerede over skolen. Måske er det bare den internationale skole, men Jonathan som går i 5. grade lærer om celler og amerikansk historie på et niveau som vi først lærte på henholdsvis lægestudiet og i gymnasiet. Det er benhårdt, men for pokker, de får en stor indsigt i en masse ting. Nogle gange er lektierne dog ved at tage livet af os - især Jonathan er belastet af mange timers lektier i løbet af ugen. Det tager forhåbentligt af efterhånden som metoder og sprog kommer mere og mere under huden på både ham og os.

Nicholas er i fuld gang med fodbold over hele linien - tre gange om ugen med skolen og 1 gang med den lokale fodboldklub. Plus ind imellem kampe i weekenden. På den front er der ikke det store nye - og han synes stadig det er evigt sjovt. Ligesom skateparken også stadig er blevet vores faste tilholdssted - mindst en gang om ugen - helst mere, hvis det stod til drengene " vi glemmer det, hvis vi ikke kommer derned" - Problemet er bare, at det er rimeligt kedeligt for os at sidde der og glo i flere timer - og det er samtidig ikke et sted, hvor vi bare lader drengene hænge ud alene hele tiden.

Denne weekend kommer til at stå i arrangementernes tegn - der er åbningsreception for det lokale udsigtstårn, her hvor vi bor, towerrun i morgen tidlig med en frisk tur på et par kilometer og afslutning i tårnet, inden der er morgenmad leveret af den lokale restaurant. Lørdag er der så fodboldturnering, som ser ud til at vare hele dagen + to fødselsdage på en gang inden vi hvis vejret er til det tager på stranden med nogle børn og venner søndag. Det bliver smadderhyggeligt og vi har heldigvis tiden til bare at være tilstede - det er skønt.

En helt anden ting, Cayman har lige klaret frisag for beskatning. Udfordringen er, at man har brug for en lån på over 300 millioner cayman dollars, men England havde indtil for 24 timer siden, at det var lukket for den store lånekasse, hvis politikerne ikke fandt frem til en fornuftig afviklingsplan - både på kort og lang sigt. Og det var det store problem, for eneste mulige vej ville formodentlig være skatter - inddirekte eller direkte. Under alle omstændigheder har det store samtaleemne i de senere uger været dette emne. Da den lokale avis i går morges kunne skrive på forsiden, at England nu alligevel havde bevilliget lån til Cayman - var der sikkert mange som åndede lettet op. Hvis der er interesse for den korte udgave af skattehistorien, har jeg også skrevet på Politiken om dette.
http://blog.politiken.dk/verden/2009/09/18/gar-cayman-islands-fallit/


Tuesday, October 6, 2009

Local TV Star!

Så gik han sku' til filmen - Hadi gjorde sig på lokalnyhederne forleden. Se med her:

Thursday, September 3, 2009

Så ankom hverdagen









Drengene er startet i skole i mandags, med alt hvad det indebærer af udfordringer. Den første er, at man er i skole fra 8-15 hver dag og der er kun en lille snack pause og en pause omkring frokost. Når det er sagt tager de det i stiv arm - selv når der er spansk på skemaet kaster de sig ud i det. Jonathan fortalte om sin første spansktime i går - i grade 5, hvor de har haft sproget siden grade 1 - "vi skulle skrive hvad fx godmorgen hedder på spansk - jeg kan ikke huske hvad jeg skrev" fortalte han med et smil og sagde at Ms. Ashley har sagt, han bare skal prøve så godt han kan. 
Det er dejligt at se, hvor positive de er, selvom der sker mange nye ting på en gang. På den anden side er vi også omgivet af en masse søde, imødekommende og hjælpsomme klassekammerater og voksne. Det nyder vi meget - og noget vi kan lære en del af som danskere. Det er ihvertfald let af finde nye relationer, hvis man er interesseret - især som hausfrau, for dem er der mange af. Meget kan man sige, men for pokker hvor de kvinder nyder livet mens mændene får lov at arbejde for føden. (værd at overveje som en karrierevej!)

Uniformer og kølebokse
Vi har været heldige med valg af skole, hvis man tager uniformkodekset i betragtning. Mens de fleste skoler har krav om lange bukser, skjorte og mørke lædersko - slipper vores drenge med shorts, polotrøje (i hvid eller blå) og sneakers. Godt nok er der også krav om hat udendørs, men Jonathans klasse bruger ikke deres. Nicholas hader den model bøllehat han var nødt til at få - det gode for hans vedkommende er, at læreren er ret striks med, at de har den på udendørs - så der falder en negativ bemærkning fra hans side om dette indimellem. 
Det er ingen hemmelighed, at en af grundene til vi tog til Cayman er klimaet. Og det klager vi absolut ikke over, der er bare nogle ting som er uundværlige i varmen - såsom en lille handy køletaske til madpakke og vand. Den pakker vi fint, hver morgen inden vi cykler afsted til skolen. 

Noget at snakke om
Apropos cykle... er det ikke ligefrem det man her praktiserer mest. Og dog, der er en del jamaicanere og fillipinere som cykler, men formodentlig mest fordi de ikke har råd til en bil - og faktum er, at de ofte gør det med risiko for liv og lemmer. Og så er der selvfølgelig lige os - de danske tilflyttere - vi cykler da. I hvert fald til skole og lidt rundt i området, hvor vi bor. Da vi satte os på sadlerne tirsdag morgen vakte det stor opsigt på skolen - faktisk var det et af samtaleemnerne, da vi senere samme dag var til fødselsdag hos en af Nicholas' klassekammerater. Vel og mærke på den gode måde, hvor forældre fortalte om, at deres unger havde spurgt, hvorfor de ikke også kunne cykle i skole! Det skal lige være sagt til forsvar for de stakkels forældre, som vælger 4-hjuls løsningen, at bor man længere væk end os, er trafikken og vejene ikke gearet til cykler - slet ikke børn på cykel. Men vi nyder det - det tager 5 minutter hjemmefra og til skole - og en af grundene til, at vi valgte at bo hvor vi gør nu - er afstand til skole og muligheden for at cykle og have et godt nærmiljø. Så det var en god beslutning.

Vi glæder os til den 19. september
Molly er på vej ud i den store verden - hun ved det bare ikke endnu og finder først ud af det den 18. september, hvor hun ryger afsted i et bur over Atlanten. Vi glæder os og taler tit om, at det eneste vi mangler for at have "vores hjem" på plads nu er vovse. Vi håber bare ikke hun bliver trist over den lange tur. 
Indtil hun kommer herned fylder vi bare på med oplevelser og nye interesser. Seneste skud på stammen er skateboarding. Efter en uges sommercamp i verdens næststørste skaterpark er især Nicholas helt vild i varmen for at komme afsted - helst hver dag. Vi har dog holdt lidt igen indtil hans board kom i containeren - men nu er det her, så vi skal afsted et par gange mindst i denne uge. Han har fået en god ven dernede på samme alder. Han tager de mest sindsyge ture rundt over det hele og får det til at ligne det mest lette i hele verden. Sean - som han hedder er god at kigge på og lære af - og så synes han det er dejligt at køre rundt med Nicholas, som han lærer en masse farlige tricks. Billederne er fra dagene efter skatecamp, hvordan det kommer til at udvikle sig i de kommende år tør nogle nervøse forældre ikke tænke på. 

Endelig en lejlighed til at slå sig ned i 
Sidste weekend kom endelig dagen, hvor vi kunne flytte til Camana Bay i vores lejlighed. Mens jeg fik ordnet vores midlertidige hus kørte Hadi og Jonathan kufferter af sted i naboens bil. Det var til at starte med en rigtig god idé for vores egen bil er en ubetydelig udgave af en 4 dørs Honda - den giver os hjul til at køre med og ikke andet. Naboen har til gengæld en stor 4 hjulstrækker, godt nok af ældre årgang med masser af plads til vores 6 kufferter. Da de skulle retur - da ville bilen ikke starte. Rodney (naboen) havde lige glemt at fortælle at airconditioningen ikke fungerede - og hvis man slog den til ville batteriet gå død. Efter en masse venlige menneskers forgæves hjælp med startkabler og 2 timers afventning, var bilen stadig stendød. Udgangen blev, at de lod bilen stå til en mekaniker som ville hente den. Istedet kørte de hjem i vores lille dyt, som naboen til gengæld havde lånt. Super fed afslutning på et ellers godt naboskab. (tror ikke de er bitre!)
Nu er vi så på Camana Bay og vi nyder det, ren luksus, dejlig pool, en masse søde mennesker som sørger for alt virker og ser godt ud. Service får virkelig en ny dimension her. Og måske bedst af alt, det hele er nyt - ingen sure rø.. i sofaen, svedige pletter på madrassen eller halvløse toiletsæder. Og det som ikke virker, ringer man bare om - ligesom de kommer og sætter vores malerier op, når vi har fundet ud af, hvor vi vil have dem. Vi føler os meget priviligerede - som fx når vi kan tage en svømmetur i poolen i måneskin, nyder udsigten over palmer og kanaler helt ud til havet fra stuen og soveværelset - eller kigger over poolen inde fra drengenes værelse. Det kan være svært at få armene ned eller smilet væk fra mundvigen (så skulle det da lige være et hus i Dragør som ikke er solgt endnu  - heldigvis er det ikke noget, som hele tiden plager vores tanker!)



Wednesday, July 22, 2009

Nye venner











Drengene er glade og det er vi så også. De har fået et par nye venner. I vores midlertidige hus er vi så heldige at nabobørnene er jævnaldrene. Især store bror Tsin-zan på 11 år er i høj kurs. Lillesøster Zara på 5 er også sød og helt ligefrem overfor os alle. Det er smadderhyggeligt. De drøner ind og ud af vores hus. Det er helt som i Dragør, hvor der også altid var unger på besøg. Lige nu betyder det, at drengene virkelig åbner op for engelskposen. Selv Nicholas som ellers har været lidt genert.

I sidste uge var drengene på tenniscamp om formiddagen og resten af dagen gik med pool, afslapning og lidt hverdagspraktisk. Det er lige til at klare. og det fortsætter nok også i denne uge. 
Jeg har bikset et engelsk cv sammen. har et par steder, det skal hen. Under alle omstændigheder er der kommet lidt mere ro på hernede. Ikke at forstå vi er på plads med bil eller alt andet praktisk, men vi prøver at få en hverdag op, så vi kan få en fornemmelse af, hvad det er for et liv de næste par år. Det er dog lidt svært endnu, når skole og arbejde for mit vedkommende ikke er kommet i gang. Men hvad pokker, vi skal huske at nyde det rent faktisk er sommerferie for nogle af os!

Også nye dyrevenner
Det er ikke kun på menneskefronten, at der er nye venner. Nede af vejen er en lille park med ænder, iguanas og skildpadder. Vi har vores faste tur derhen med alt godt fra skabene fra brød til bananer og ferskner. Jonathan prøvede at håndmade en leguan forleden, det gik fint. De ser mere farlige ud end de er. Det er halen man skal passe på, hvis de føler sig truet. Lige ved siden af hvor vi bor er også en sø med masser af skildpadder, som drengene prøver at fange - med blandet succes. Og ikke mindst havde vi en dejlig oplevelse i Dolphins Cove i sidste weekend, hvor vi svømmede med Lucy og Ziggy - to dejlige delfiner, som både kyssede og gav trækketure. Det var en stor oplevelse for både børn og voksne - og derudover var vi så heldige, at det er lavsæson hernede i øjeblikket. Helt konkret betyder det, at i weekenderne og nogle hverdage kan man få gode priser på tingene. Vi fik fx 50% på delfinturen - og det af "resident" prisen- hvilket sparede os for en del penge. Samtidig får vi en gratis tur i denne uge til "Stingray city" et tilholdssted for rokker på et rev ude i vandet - hvor man 
bliver sejlet hen og kan dykke med rokkerne. Det bliver nok meget sjovt. Drengene og Hadi har allerede set store rokker når de har snorklet - jeg er lidt mere tøsepige agtig og ved ikke helt, hvad jeg synes om det. Under alle omstændigheder er det endnu en oplevelse, som man skal have mens man er på Cayman. Måske skal de nye venner med. 

Vi savner Molly og vores webcam
Naboen har to hunde - en dejlig hund på tre år og en nuttet hvalp på 10 uger. Det er hyggeligt, men vi savner vores egen hund og endnu mere, når vi bliver mindet om det ved, at de to andre kræ kommer forbi.  Jeg er gået i gang med at finde en løsning for transport af Molly, når hun kan kommer herned i september (om alt for lang tid!). Det kan godt være det ender med at en af os tager til Miami og henter hende - og så flyver sammen med hende det sidste stykke vej. Det er jo ikke bare London, vi er flyttet til - det ville gøre alt meget nemmere. 
Vi har i øjeblikket kun vores gamle bærbare Mac med og det gør, at vi ikke kan Skype med vores kære - ikke andet end på chatten, men det er næsten lige meget. Vores container med computeren kommer nok først i starten af august og rent praktisk ville det i virkeligheden være bedst, hvis vi først fik tingene i starten af september, fordi vi ellers skal flytte en hulens masse kasser med herfra, hvor vi bor. Vi får se. Indtil da må vi bare holde mindet om alle i Danmark klart for vores indre øje. 
 

Tuesday, July 14, 2009

Så er vi landet - stadig i ferie humør







Så kom dagen pludselig, hvor alt var pakket væk, ned og sendt. Det var ikke længere bare en sjov tanke eller en flyvsk idé om det store spændende udland - langt væk fra en hverdag, hvor den ene dag tager den anden, mens ungerne vokser sig større og stærkere og vi aldrig når at være helt så meget tilstede, som vi gerne vil. Eller for den sags skyld, at vi som familie prøver noget helt andet end det vi kender så godt. Det var nemlig ikke bare et spørgsmål om at komme væk, at tro græsset er grønnere alle andre steder. Vores liv i det velkendte sammen med familie og venner har altid været godt og vi har haft en masse dejlige timer sammen -først som kærester og sidenhen som forældre til to skønne knægte. Vi er blot blevet mere og mere opmærksomme på, at tiden flyver og der er masse oplevelser, som vi gerne vil prøve. En af disse oplevelser er at prøve at slå sig ned, bo og tilpasse sig i et andet land. Et sted som er attraktivt både i forhold til klima, sprog og samfundsmæssigt. Et sted hvor vi kan bevæge os sikkert rundt, både børn og voksne. Det slags steder findes der mange af rundt om i verden. En af de vigtigste ting for os var dog også, at det ikke skulle være et samfund, hvor arbejde fylder mere end muligheden for at være sammen med hinanden. Cayman Islands  kom lidt tilfældigt ind i billedet - men da vi først begyndte at dykke ned i denne caribiske perle, viste det sig, at man her lever et liv, som på mange fronter lever op til vores ønsker om tid til hinanden, klima, gode arbejdsforhold og ikke mindst skoler. Det korte af det lange blev, at vi besluttede os for at gøre noget ved det. Og det har været en lang proces. Fra vi først talte om det for snart 3/4 år siden til vi endelig kunne tage afsted i juli 2009. 

Hadi tager det tunge læs
Hadi har nok været den som indtil videre har taget den tunge tjans med at indhente speciallægegodkendelser, ansættelsessamtaler, ordne omkring de indledende hotelophold, skoleansøgninger og arbejdstilladelser. Lad det være sagt med det samme, hvis det ikke var fordi vi virkelig tror, det kan blive en oplevelse for livet, havde vi nok ikke gjort det. Det tager tid, økonomisk er det ikke en god forretning at flytte og alle de ting, der skal ordnes både før og efter vi er taget afsted - kræver at man er fuldstændig indstillet på, at det er arbejdet værd. Folk som bliver udstationeret med deres arbejde og får serveret relocation som en del af pakken, bør være taknemmelige. På den anden side så bliver vi hundrede meter mestre i at navigere rundt i systemerne her på Cayman Islands. 
Heldigvis for folk som os findes, der et magasin og tilhørende hjemmeside www.caymannewresident.com - som er lavet til alle, der flytter til Cayman Islands. Og det er ikke så få. Jeg kender ikke det eksakte antal - men det er tydelige at her er et vist flow af folk ind og ud af landet. Det betyder blot for os nyankomne, at der er rimeligt at vælge mellem når det kommer til bolig og bil. Selvom priserne for førstnævnte er meget høje - til gengæld kan bilpriserne kompensere for det ret dyre husleje niveau hernede.  

Venligheden selv
Det første som har slår en på Grand Cayman, er den utrolige hjælpsomhed vi møder. Efter blot et par uger har vi fået telefonnumre på fuldstændig fremmede, som siger vi endelig må ringe, hvis vi har brug for svar på spørgsmål, en mekaniker eller et godt ord hos en eventuelt ny arbejdsgiver (nok især relevant for undertegnede) - folk som vi blot er faldet i snak med i supermarkedet, urmageren eller lignende. Som dansker kan det virke lidt naivt, hvis man tror på, at disse mennesker virkelig er interesseret i at hjælpe en uden nogen form for bagtanke. Men sådan er det altså her på Grand Cayman - som en af de hjælpsomme damer sagde "that's what it is all about here" - Derfor skræmmer det også mange af de lokale, at der har været en stigende kriminalitet i de seneste år. (dog ikke at sammenligne med danske forhold)

Bander som i Danmark
Fornylig har der været et par mordepisoder blandt de lokale bander. "Det er idioter, som slår hinanden ihjel herned" var der en som sagde til Hadi en dag. Og det er nok meget beskrivende. Heldigvis er det ikke noget, som foregår ved højlys dag et sted med mange mennesker, som vi har oplevet i Danmark i de senere år. Alligevel er der tale om spildte liv og en kedelig udvikling i et lille samfund som Caymans, hvor idyl og hjælpsomhed altid har været et særkende. Derfor er der debat i medierne og blandt folk omkring tendensen. For det er ikke noget man vil acceptere og det ser ud til, at der bliver slået hårdt ned på de kriminelle. Set med danske øjne, har man allerede en noget mere striks kriminalitets håndtering. Rygtet siger fx at bliver man taget i at køre uden sele koster det CI $ 500 - det som svarer til ca. 3200 kroner. et indbrud tackles med mange års fængsel osv. Så konsekvenserne er til at se - også for de unge som ikke kan finde ud af håndtere hverdagen på en anstændig måde. 

Housefrau og skolefri
Vi har nu fundet en midlertidig bolig indtil vi kan flytte ind en lejlighed lige ved siden af skolen i september. Vi bor i et dejligt townhouse i det område som hedder South Sound. Det er et  meget lokalt område - lokalt på den rare måde, hvor folk bor og har en hverdag med udendørs aktiviteter. Vandet er 20 meter fra hoveddøren, men stranden er måske ikke den bedste lige her, selvom man godt kan bade. Vi foretrækker, at køre et par kilometer op ad kysten til 7 mile beach, hvor sandet og vandet er helt fantastisk. Det er også  dette område, vi senere flytter hen - omend i en mindre bolig. Men hvad pokker man kan ikke få det hele. 

Hadi er begyndt sin hverdag på hospitalet og drengene og jeg holder en slags alternativ sommerferie. Alternativ fordi der er en helt masse praktiske ting, som skal gøres både ifht. tingene hjemme i Danmark og hernede. Det er alt lige fra kørekort, bilkøb, (boligsøgningen er heldigvis slut nu), summer camps, engelsk for børnene til bankkonto og mobiltelefoner. det betyder, at det ind imellem bliver lidt kedeligt for drengene, da der ikke er underholdning og fokus på dem hele tiden. Samtidig skal jeg også til at begynde at gøre noget ved min arbejdsmæssige situation, så jeg har en plan eller arbejde, når drengene begynder i skole i slutningen af august. Denne del er lidt udfordrende, da jeg både er krævende med hensyn til arbejde og samtidig ikke har al tiden for mig selv til at fokusere på fremtidigt arbejde lige nu. Til gengæld kan jeg så lukrere på, at Hadi hiver hjem til føden i øjeblikket. 

Engelsk for begyndere
Inden skolestart er det ambitionen, at drengene har fået styr på de mest gængse engelske fraser. Især Jonathan har en god fornemmelse for sproget og forstår allerede en del. Nicholas er lidt mere genert, men det komme nok snart. Den store udfordring for os er, at vi hele tiden kommer til at tale dansk sammen og til drengene - hvilket nok ikke er det mest hensigtsmæssige for at lære eet nyt sprog hurtigt. Drengene vil gerne lære engelsk men de vil endnu hellere fodre skildpadder, se på iguanas, i swimming poolen eller på stranden og snorkle, hvor der både er kæmpe rokker og fantastiske småfisk - så indimellem bliver det kompromiserne, der skaber motivationen. Men de skal nok få lært det nye sprog.