Så ankom hverdagen

Drengene er startet i skole i mandags, med alt hvad det indebærer af udfordringer. Den første er, at man er i skole fra 8-15 hver dag og der er kun en lille snack pause og en pause omkring frokost. Når det er sagt tager de det i stiv arm - selv når der er spansk på skemaet kaster de sig ud i det. Jonathan fortalte om sin første spansktime i går - i grade 5, hvor de har haft sproget siden grade 1 - "vi skulle skrive hvad fx godmorgen hedder på spansk - jeg kan ikke huske hvad jeg skrev" fortalte han med et smil og sagde at Ms. Ashley har sagt, han bare skal prøve så godt han kan. 

Det er dejligt at se, hvor positive de er, selvom der sker mange nye ting på en gang. På den anden side er vi også omgivet af en masse søde, imødekommende og hjælpsomme klassekammerater og voksne. Det nyder vi meget - og noget vi kan lære en del af som danskere. Det er ihvertfald let af finde nye relationer, hvis man er interesseret - især som hausfrau, for dem er der mange af. Meget kan man sige, men for pokker hvor de kvinder nyder livet mens mændene får lov at arbejde for føden. (værd at overveje som en karrierevej!)

Uniformer og kølebokse

Vi har været heldige med valg af skole, hvis man tager uniformkodekset i betragtning. Mens de fleste skoler har krav om lange bukser, skjorte og mørke lædersko - slipper vores drenge med shorts, polotrøje (i hvid eller blå) og sneakers. Godt nok er der også krav om hat udendørs, men Jonathans klasse bruger ikke deres. Nicholas hader den model bøllehat han var nødt til at få - det gode for hans vedkommende er, at læreren er ret striks med, at de har den på udendørs - så der falder en negativ bemærkning fra hans side om dette indimellem. 

Det er ingen hemmelighed, at en af grundene til vi tog til Cayman er klimaet. Og det klager vi absolut ikke over, der er bare nogle ting som er uundværlige i varmen - såsom en lille handy køletaske til madpakke og vand. Den pakker vi fint, hver morgen inden vi cykler afsted til skolen. 

Noget at snakke om

Apropos cykle... er det ikke ligefrem det man her praktiserer mest. Og dog, der er en del jamaicanere og fillipinere som cykler, men formodentlig mest fordi de ikke har råd til en bil - og faktum er, at de ofte gør det med risiko for liv og lemmer. Og så er der selvfølgelig lige os - de danske tilflyttere - vi cykler da. I hvert fald til skole og lidt rundt i området, hvor vi bor. Da vi satte os på sadlerne tirsdag morgen vakte det stor opsigt på skolen - faktisk var det et af samtaleemnerne, da vi senere samme dag var til fødselsdag hos en af Nicholas' klassekammerater. Vel og mærke på den gode måde, hvor forældre fortalte om, at deres unger havde spurgt, hvorfor de ikke også kunne cykle i skole! Det skal lige være sagt til forsvar for de stakkels forældre, som vælger 4-hjuls løsningen, at bor man længere væk end os, er trafikken og vejene ikke gearet til cykler - slet ikke børn på cykel. Men vi nyder det - det tager 5 minutter hjemmefra og til skole - og en af grundene til, at vi valgte at bo hvor vi gør nu - er afstand til skole og muligheden for at cykle og have et godt nærmiljø. Så det var en god beslutning.

Vi glæder os til den 19. september

Molly er på vej ud i den store verden - hun ved det bare ikke endnu og finder først ud af det den 18. september, hvor hun ryger afsted i et bur over Atlanten. Vi glæder os og taler tit om, at det eneste vi mangler for at have "vores hjem" på plads nu er vovse. Vi håber bare ikke hun bliver trist over den lange tur. 

Indtil hun kommer herned fylder vi bare på med oplevelser og nye interesser. Seneste skud på stammen er skateboarding. Efter en uges sommercamp i verdens næststørste skaterpark er især Nicholas helt vild i varmen for at komme afsted - helst hver dag. Vi har dog holdt lidt igen indtil hans board kom i containeren - men nu er det her, så vi skal afsted et par gange mindst i denne uge. Han har fået en god ven dernede på samme alder. Han tager de mest sindsyge ture rundt over det hele og får det til at ligne det mest lette i hele verden. Sean - som han hedder er god at kigge på og lære af - og så synes han det er dejligt at køre rundt med Nicholas, som han lærer en masse farlige tricks. Billederne er fra dagene efter skatecamp, hvordan det kommer til at udvikle sig i de kommende år tør nogle nervøse forældre ikke tænke på. 

Endelig en lejlighed til at slå sig ned i 

Sidste weekend kom endelig dagen, hvor vi kunne flytte til Camana Bay i vores lejlighed. Mens jeg fik ordnet vores midlertidige hus kørte Hadi og Jonathan kufferter af sted i naboens bil. Det var til at starte med en rigtig god idé for vores egen bil er en ubetydelig udgave af en 4 dørs Honda - den giver os hjul til at køre med og ikke andet. Naboen har til gengæld en stor 4 hjulstrækker, godt nok af ældre årgang med masser af plads til vores 6 kufferter. Da de skulle retur - da ville bilen ikke starte. Rodney (naboen) havde lige glemt at fortælle at airconditioningen ikke fungerede - og hvis man slog den til ville batteriet gå død. Efter en masse venlige menneskers forgæves hjælp med startkabler og 2 timers afventning, var bilen stadig stendød. Udgangen blev, at de lod bilen stå til en mekaniker som ville hente den. Istedet kørte de hjem i vores lille dyt, som naboen til gengæld havde lånt. Super fed afslutning på et ellers godt naboskab. (tror ikke de er bitre!)

Nu er vi så på Camana Bay og vi nyder det, ren luksus, dejlig pool, en masse søde mennesker som sørger for alt virker og ser godt ud. Service får virkelig en ny dimension her. Og måske bedst af alt, det hele er nyt - ingen sure rø.. i sofaen, svedige pletter på madrassen eller halvløse toiletsæder. Og det som ikke virker, ringer man bare om - ligesom de kommer og sætter vores malerier op, når vi har fundet ud af, hvor vi vil have dem. Vi føler os meget priviligerede - som fx når vi kan tage en svømmetur i poolen i måneskin, nyder udsigten over palmer og kanaler helt ud til havet fra stuen og soveværelset - eller kigger over poolen inde fra drengenes værelse. Det kan være svært at få armene ned eller smilet væk fra mundvigen (så skulle det da lige være et hus i Dragør som ikke er solgt endnu  - heldigvis er det ikke noget, som hele tiden plager vores tanker!)